Dansk økonomi står til historisk høj vækst i 2026

Dansk økonomi kan få et usædvanligt stærkt 2026. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) forventer i en ny prognose, at BNP vil vokse med 4,2 procent i år. Det er en markant opjustering sammenlignet med tidligere vurderinger. Regeringen vurderede senest en vækst på 2,7 procent.
Ifølge AE skyldes opjusteringen blandt andet den høje økonomiske aktivitet i slutningen af 2025 og begyndelsen af 2026. Eksporten har samtidig været en vigtig drivkraft, selv om dansk økonomi er påvirket af international uro, toldsatser og højere oliepriser.
”Dansk økonomi har vist sig virkelig robust og på trods af international uro, toldkrige og højere oliepriser bliver den ved med at toppræstere. Vi forventer nu, at 2026 samlet set bliver et virkelig godt år målt på BNP-vækst,” siger Frederik Olsen, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Beskæftigelsen ventes at stige med 23.000 personer i 2026. Det sker efter en fremgang på omkring 300.000 personer siden 2021. Samtidig steg produktiviteten med 4,1 procent i 2024 og 3,2 procent i 2025, og AE forventer fortsat fremgang frem mod 2028.
Inflationen ventes at lande på 1,7 procent i 2026, mens privatforbruget er begyndt at stige.
Faktaboks
- BNP-vækst 2026: 4,2 procent
- BNP-vækst 2025: 3,5 procent
- BNP-vækst 2024: 3,9 procent
- Beskæftigelse 2026: +23.000 personer
- Beskæftigelse 2027: +8.000 personer
- Beskæftigelse 2028: +10.000 personer
- Inflation 2026: 1,7 procent
- Produktivitetsvækst 2024: 4,1 procent
- Produktivitetsvækst 2025: 3,2 procent
- Ledighed 2026: +6.000 personer
- Eksport: Forventes fortsat at stige
- Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)






Accepter kun nødvendige cookies