Kolding Kommune skærper bæredygtige krav til byggeopgaver

Når Kolding Kommune fremover sender vedligeholdelsesopgaver i udbud, skal håndværkere og entreprenører leve op til nye bæredygtighedskrav. Den nye håndbog Fagkrav til bæredygtigt bygningsvedligehold skal sikre, at klima- og miljøhensyn indgår i hele processen – fra planlægning til udførelse.
Håndbogen indeholder blandt andet CO₂-grænseværdier for udvalgte byggematerialer baseret på producenternes miljøvaredeklarationer (EPD'er). Der stilles også krav til materialers levetid, mulighed for genbrug samt dokumentation for miljømærkning og certificering.
Kommunens tilgang bygger på en fast prioritering: Først skal eksisterende bygningsdele repareres, derefter erstattes med genbrugte materialer, og først som sidste mulighed anvendes nye produkter, der opfylder klima- og miljøkrav.
"Vi har haft fokus på at udvikle et værktøj, der er direkte anvendeligt for håndværkere og entreprenører. Det handler om at gøre bæredygtige valg til standard og ikke noget, man kun taler om i ord og strategier. Vi har været ambitiøse, men ikke overambitiøse, fortæller Michael Pagaard Madsen," stadsarkitekt og afdelingsleder for Intern Byg i Kolding Kommune.
Kommunen forventer årligt at sende vedligeholdelsesopgaver i udbud for omkring 60 millioner kroner på tværs af cirka 500 bygninger. Erfaringerne fra håndbogen deles allerede med andre kommuner.
Faktaboks
- Kolding Kommune har udarbejdet håndbogen Fagkrav til bæredygtigt bygningsvedligehold.
- Kravene omfatter 11 fagområder, herunder murer-, tømrer-, maler-, el-, tag- og ventilationsarbejde.
- Beslutningsmodellen bygger på tre spørgsmål:
- Kan det repareres?
- Kan det erstattes med noget genbrugt?
- Hvis det udskiftes med nyt, opfylder det CO₂- og miljøkrav samt muliggør adskillelse?
- Håndbogen indfører blandt andet CO₂-grænseværdier, krav om genbrug og dokumentation for miljømærkning.
- Kommunen sender årligt vedligeholdelsesopgaver i udbud for omkring 60 mio. kr. fordelt på cirka 500 bygninger.
- Håndbogen er tænkt som et dynamisk værktøj, der løbende opdateres.






Accepter kun nødvendige cookies